modersmål

At være ude af stand til at snakke ens modersmål med nogen er et dybt sagn. Jeg har efterhånden levet mange år med engelsk som det mest dominerende sprog i mit liv. Oplevelsen af gradvist at mestre det engelske sprog har været enestående.

Det var på engelsk jeg opdagede at jeg elsker at skrive. Jeg gjorde opdagelsen efter jeg fik tid, rum, og venner som opfordrede mig til at tage det skrevne ord dybt seriøst. Jeg begyndte da at interessere mig for ordvalg og det poetiske. Disse oplevelser har gjort at min relation til engelsk har ændret sig fra at være en oplevelse af at gå med krøkker, ude af stand til at udtrykke og bevæge mig, til en eksplosion af inspiration.

Sideløbende med mit engelske sprogs udvikling krøb det danske ind i skyggen, og med det kom en følelse af tomhed. En dyb tomhed som kun kan lindres ved at tale modersmålet. When I change my spoken language from English to Danish er det som om de talte ord berører verden og tager form af det ordet beskriver. Et ord som vind maner næsten en vind op, ordet græs frembringer lugten af græs efter en forårsregn, lysegrøn fryd og en opløftelse af selvet. Sammenlignet med det danske sprogs sanseætsning virker engelsk som et håbløst intellektuelt væsen, altid på armslængde af det det beskriver.

---